Sne blindhed

Også kendt som fotokeratitis eller ultraviolet keratitis er en smertefuld øjetilstand forårsaget af ultraviolet (UV) stråling fra naturligt (fx intensivt stærkt sollys) eller kunstige kilder (fx svejsning – i så fald kaldes det “bueøje”).

Intensiteten af sollysrefleksioner afhænger af overfladens type (vi kan måle det ved at estimere albedo-værdi). I gennemsnit afspejler sneen 85% af UV-stråling, tallene for sand og vand er som følger: 30% og 5%. Det betyder, at folk i polare områder er mere tilbøjelige til at lide af snedblindhed. Det samme gælder for højtliggende steder, hvor for ca. hver 300 meters højde over havets overflade stiger intensiteten af UV-stråling med 4%.

De første opdagelsesrejsende i Arktis og Antarktis måtte stå over for et fænomen af snedblindhed, som aldrig havde været kendt før. Alexander Macklin, en af Ernest Shackletons kirurger, regnede det som en af de fjerde (med skørbug, frostbit og havsyge) handicap, som de polære ekspeditioner havde oplevet.

I Royal Geographical Society’s “Tips for Travelers” fra 1893 blev skrevet: “At smøre huden omkring øjnene og næsen med noget sort (mørkt), brugte de indfødte i høje bjergområder i nogle dele af verden, som en forebyggende behandling af sneblindhed”. Denne metode blev anvendt fx ved “Terra Nova” ekspeditionen (1910-1913), da de glemte deres beskyttelsesbriller.