Longyearbyen
Longyearbyen er den største bosættelse på Spitsbergen Island og er hovedstad i Svalbard. Den ligger i den centrale del af øen ved udmundingen af Longyear-floden til Longyear fjorden.
Navnet kommer fra John Munroe Longyear, en amerikansk ejer af et mineselskab, der startede den første bosættelse i 1906. 10 år senere købte et norsk firma, Store Norske Kullkompani (Det Store Norsk Kulselskab), bosættelsen og har udført kuludvinding da. Under anden verdenskrig blev byen for det meste ødelagt, et gammelt kraftværk var en af de få bygninger, der overlevede.
Efter krigen blev byen genopbygget som en minedrift og opretholdt som sådan indtil 1990’erne. Store Norske var ejer af byen, og de drev alle faciliteter som skole, lægehjælp og svømmehal, samt butikker, boliger og en tankstation. Det er værd at bemærke, at der indtil 1980 blev en særlig Svalbard-valuta brugt der, i stedet for norske kroner. I 1993 overtog den norske stat byen og gradvist blev den omdannet det til en ”normal” civil by, i forhold til et selskabsdrevet minedriftsby. Forretningsvirksomheder og andre virksomheder og tjenester blev etableret såvel som lokalt demokrati, og de første hoteller blev bygget til turisme.
Det var i denne tid, at den videnskabelige aktivitet startede i Longyearbyen. I 1993 blev universitetet på Svalbard – UNIS indviet. Studerende og forelæsere kommer til UNIS for kortere ophold, typisk fra en uge op til et år. Nogle af de infrastrukturer, der blev bygget til minearbejderne, blev tilpasset til den nye virkelighed – for eksempel arbejdernes kaserner i Nybyen-distriktet bruges i dag som universitetsbolig. Senere er en videnskabelig radar og en satellit station blevet installeret samt den meget vigtige og berømte frøbank. I øjeblikket er turisme, uddannelse og videnskabelig aktivitet de vigtigste dele af byens funktion. Befolkningen er 2200, et stort flertal af Svalbards indbyggere.
Longyearbyen, er et knudepunkt for rejsende til Arktis og Svalbards mange forskningsstationer. Det er godt at vide, at gaderne i Longyearbyen ikke bærer navne.