Hvalros

Hvalros – Odobenus rosmarus – er den blide gigant i Arktisk. Hvalrossen har en rynket brun og lyserød hud, flade luffer, og store mængder spæk på kroppen, som skal holde dem varme i det kolde Arktiske vand. Voksne hvalrosser kan veje fra 600 til 1500 kilo og have en længde på op til 3,2 meter.

De har lange stødtænder og følsomme bakkenbarter, som gør det muligt at finde deres yndlingsføde nede ved den mørke og dybe havbund. De bevæger sig ikke hurtigt på land, men er hurtige i vand (op til 35 km/t). Andre tilpasninger til dykningen inkluderer et højt blodprocent i kroppen således at de kan have mere oxygen i kroppen (omkring 12 %), mens deres røde blodlegemer (dem der bærer på oxygenet) er ualmindelige store. Derudover har hvalrossens muskler et højt indhold af det oxygenbindende protein myoglobin, som transporterer og lagrer oxygen i muskelvævet. Når de dykker bliver blodtilførslen til huden og maven afskåret således at der er mere oxygen til organer der har brug for det så som hjerte og hjerne. Alle disse tilpasninger gør det muligt at effektivisere og forlænge brugen af oxygendepoterne, hvilket gør det muligt for dem at forblive under vand i 10 minutter (der er dog en bekræftet måling på 25 minutter), deres hjertebanken bliver også langsommere når de dykker.

Hvalrosser kan leve i op til 40 år. Hunnerne har kalve hvert andet eller tredje år. Kalvene kan svømme lige så snart de er født og de er sammen med moderen i mere end to år.

Hvert forår bevæger hvalrossene sig nord på for at tage næring til sig ved pakisens smeltende kant. De spiser hele sommeren. Hvalrosser er kødædere men de er ikke glubske jagere. Hvalrossens føde består hovedsageligt af bentiske skalddyr så som clams, whelks, hjertemuslinger, og muslinger. Nogle studier viser at en hvalros kan finde og spise et skalddyr på 6 sekunder. Denne hastighed gør det muligt at finde masser af mad på et enkelt dyk.

Hvalrossens største fjende er isbjørne, spækhuggere og mennesker. I 1950erne blev hvalrossen næsten udslættet på grund af kommerciel jagt, men populationen voksede til et stort antal igen i 1980erne. I dag ved man at der kan ophobes giftstoffer i deres spæk.