Hvidhval

Hvidval (Delphinapterus leucas), fordelt i de høje breddegrader på den nordlige halvkugle fra vestkyst Grønland Westwards to Svalbard er en af de mest genkendelige og populære hvaler på grund af deres hvide hudfarve og ‘smilende’ opadvendte mund. Hvidhvaler er blandt de mindste arter af hvaler, Nært relateret til narhval. En voksen han-hvidhval spænder fra 4 til 6 meter i længden og vejer 900 til 1300 kilo. Hun-hvidhvalen er lidt mindre. Ca. 40 procent af hvidhvalens kropsvægt er blubber, som holder dem varme og opbevarer energi. I modsætning til de fleste andre hvaler, er nakkehvirvlerne hos hvidhval ikke sammenvoksede, hvilket giver dyret stor bevægelighed i nakkeleddet og dermed mulighed for at dreje hovedet mere end andre delfiner og hvaler. De kan også svømme både fremad og i modsætning til de fleste andre hvaler baglæns.

Hvidhvalens hud er også meget usædvanlig, den er også meget tyk – ca. 10 gange tykkere end delfiners og 100 gange tykkere end hos landpattedyr. Hvaler bruger det til opbevaring af C-vitamin, beskyttelse mod kulde og slid forårsaget af kontakt med is. Hvidhvaler er opportunistiske feedere. De spiser på laks, eulachon, tomtosk, smeltning, fjeldørred, regnbue-søtunge, hvidfisk og arktisk torsk, sild, rejer, muslinger, blæksprutter, krabber, snegle og sandorm. En stærk social art, akustisk meget aktive og har et stort register af sociale lyde inkl. klik-lyde, knirke-lyde, fløjt og en klokkelignende klang-lyd. For længe siden gav videnskabsfolk og sejlere hvidhvaler kaldenavnet “havkanarier” på grund af fugleagtige lyde disse hvaler gør.

Hvidhvaler frembringer lyd ved at opbygge lufttryk i næsehulerne i deres melon, det ekkolokation organ på forsiden af deres hoveder, og derefter tvinger de luften gennem et sæt ”foniske læber” over hvert hulrum. Nogle hvidhvaler foretager store årlige vandringer mellem sommer- og vinterboplads, mens andre forbliver i samme område året rundt, og er kun længere ude, når de er udelukket fra kystnære levesteder pga. hurtig-isdannelse. Hvidhvalen er bliver let fanget på lavt vand, og har derfor været holdt i fangenskab siden 1860’erne, og dens farve og tilpasningsevne har gjort dem populære på oceanariums. De er venlige overfor mennesker.

I 2009, reddede en, hvidhval i fangeskab, en deltager i nød i en fri dykkekonkurrence, ved at skubbe hende til overfladen.